
Her har du en lækker blød cheesecake med saltkaramel og chokoladesmagen fra oreobunden. Min mand har udviklet en kærlighed for saltkaramel, så da han foreslog saltkaramelcheesecake, så var jeg straks på sagen.
Opskriften her er med en hjemmelavet saltkaramelsauce, som ikke bliver hård, når den kommer på køl, fordi der er glukosesirup i. Den kan derfor også sagtens laves et par dage før cheesecaken og så bare opbevares på køl. Den behøver heller ikke genopvarmning, når den skal smøres over den færdige cheesecake. Det er altid dér, at det går galt med en skilt karamel, synes jeg.
Det er nødvendigt at have et sukkertermometer, når du skal lave karamellen for at sikre, at den får den rette konsistens.
Du kan selvfølgelig også bruge en færdigkøbt karamelsauce.
10 personer
Ingredienser
Saltkaramelsauce
- 70 g smør
- 250 g piskefløde
- 125 g sukker
- 125 g glukosesirup
- 1 tsk vaniljepasta
- 1 tsk havsalt
Bund
- 30 g smør (2 spsk)
- 24 Oreokiks inkl. fyld
Creme
- 1 vaniljestang
- 200 g sukker
- 670 g flødeost, stuetemperatur
- 4 æg, stuetemperatur
- 150 g creme fraiche, stuetemperatur
- 80 g karamelsauce
Topping
- Saltkaramelsauce
- Havsalt
Fremgangsmåde
Saltkaramelsauce
Gør alle ingredienser klar:
- Skær smørret i mindre stykker.
- Bring piskefløden til kogepunktet i en kasserolle og sluk for varmen.
- Stil vanilje og salt klar.
Kom sukker og glukosesirup i en gryde. Tænd op for medium-høj varme og lad det smelte sammen til det bliver rav-brunt (185 grader). Hold øje med din karamel hele tiden!
Tilsæt smørret i små stykker og skru ned til medium varme.
Tilsæt den varme fløde lidt efter lidt, mens du pisker hele tiden.
Hvis du vil have din karamel til at være brød i konsistensen, så kog den indtil du når 105 grader. Tilsæt vaniljepasta og havsalt.
Kom din karamel i et rent glas og lad den køle ned før du sætter det i køleskabet.
Bund
Forvarm ovnen til 175 grader. Smør en 22 cm springform godt.
Smelt smørret. Knus kiksene enten i en blender eller i en lukket pose med en kagerulle. Bland kiks og smør og fordel det i bunden af springformen. Pres det godt sammen – brug evt. bunden af et glas.
Forbag bunden i 10 min., tag den ud og sæt den på en rist.
Efter at bunden har kølet lidt af dækker du ydersiden af bunden og siderne af springformen med sølvpapir. Sæt et stykke på den ene vej og et andet den modsatte vej. Jeg sætter 5 stykker på min form, bare for en sikkerhedsskyld.
Cheesecake
Skrab vaniljekornene ud af vaniljestangen og bland dem med lidt af sukkeret for at løsne kornene fra hinanden. Rør flødeosten glat sammen med sukkeret og vaniljen. Brug enten en røremaskine med spaden på eller en elpisker.
Tilsæt ét æg ad gangen og rør det ind osten, før du tilsætter det næste. Tilsæt til sidst creme fraichen og karamelsaucen og rør til det netop er blandet sammen. Hæld ostecremen over den forbagte bund.
Placer springformen med sølvpapir i en dyb bradepande og kom ca. 1,5 cm kogende vand i bradepanden.
Bag cheesecake i ovnen ved 175 grader i 15 min. og skru så ned til 150 grader og bag videre i 1 time.
Sluk ovnen, tag cheesecaken ud af vandbadet og stil den tilbage i ovnen med lukket låge i 1 time. Sæt den dernæst i køleskabet og lad den køle helt ned natten over.
Inden servering fordeles noget af karamelsaucen over cheesecaken. Fordel det ud med en vinklet palet eller bagsiden af en spiseske. Drys med havsalt og server.
