Brownie er jo altid godt. Brombærganachen tilføjer et friskt element, den brændte marengs en dybde og sødme og så knas fra hasselnødderne. Det var vores nytårsdessert i 2024.

8 personer

Ingredienser

Brownie
  • 110 g mørk chokolade, 70 %
  • 110 g smør
  • 90 g hvedemel
  • 30 g kakao
  • 0,3 tsk bagepulver
  • 0,3 tsk fint salt
  • 2 æg
  • 220 g sukker
Brombærganache
  • 90 g hvid chokolade, hakket
  • 40 ml brombærpure (ca. 100 g frosne brombær, kogt op og presset gennem en si)
  • 20 g piskefløde
  • saft fra 1/4 citron
Hasselnødder
  • 30 g sukker
  • 25 g hasselnødder, afskallede
Marengs
  • 60 g æggehvide
  • 30 g vand
  • 130 g sukker
  • 1 knsp fint salt

Fremgangsmåde

Brownie

Forvarm ovnen til 170 grader varmluft. Forbered en 18 cm springform ved at spænde bagepapir over bunden.

Hak chokoladen og smelt den sammen med smørret, enten over vandbad eller i mikroovn. Sæt det til side.

Sigt mel, kakao, bagepulver og salt sammen i en skål. Sæt til side.

Pisk æg og sukker rigtig godt sammen til det lysner meget og volumen fordobles. Pisk chokolade/smørblandingen ind roligt ind i æggesnapsen. Sigt melblandingen i massen og vend det rundt til det er helt blandet sammen.

Hæld dejen i den forberedte form. Bag brownien i 28 min. og lad kagen køle helt af i formen.

Brombærganache

Smelt den hvide chokolade over vandbad eller i mikroovn.

Kom brombærpure og piskefløde i en kasserolle og lad det nå op til lige under kogepunktet. Hæld det ned i den smeltede chokolade og rør i midten af skålen med en dejskraber, der presses let mod bunden af skålen. Rør rundt i midten indtil ganachen samler sig og bliver blank. Tilsæt citronsaft og rør igen.

Hæld ganachen over i en høj og smal beholder og stavblend den. Husk at føre din stavblender skråt ned i, så der ikke fanges en masse luft mellem ganache og stavblender.

Skær din afkølede brownie fri fra kanten af springformen, rengør formen og sæt den omkring kagen igen med kageplast rundt i kanten. Hæld ganachen over, sørg for at få den nogenlunde ligeligt fordelt. Sæt kagen på køl til ganachen er blevet fast. Minimum 2 timer.

Befri kagen fra formen ved at køre en skarp kniv rundt langs kanten. Skær kagen ud i 8 stykker ved at skære hele vejen igennem midten af kagen på den ene led og så på den anden led. Del nu hvert stykke i to.

Hasselnødder

Smelt sukkeret på en tør pande. Når sukkeret er smeltet kommer du hasselnødderne på og vender dem godt rundt i karamellen. Hæld nødderne og karamellen ud på et stykke bagepapir og lad det køle helt af. Del hver hasselnød i to stykker.

Marengs

Kom sukker og vand i en gryde og lad det koge op til 118 grader (brug et sukkertermometer). Når sukkeret er omkring 110 grader, skal du begynde på at piske æggehviderne med en elpisker. Pisk til æggehviderne er luftige og stive. Mens du fortsætter med at piske, hælder du, i en tynd stråle, den meget varme sukkersirup i æggehviderne. Fortsæt med at piske i 10-12 min. til marengsen er blank og sej.

Fyld marengsen i en sprøjtepose med en tylle. Sprøjt marengs på hver kage og brænd den med en gasbrænder til kage/crème brûlée.

Pynt med stykker af hakket hasselnød/karamel.