
Hjemmelavet pistacieis smager bare meget bedre og mere rigtigt end den man kan købe. Den grønne farve behøver heller ikke at komme fra farvestoffer. Hvis du køber de afskallede og afhindede helt grønne pistacienødder (nogle kalder dem konditor pistacienødder), så kommer den grønne farve helt af sig selv. Du kan naturligvis også sagtens bruge almindelige usaltede pistacienødder, men så bliver isen bare mindre grøn.
Denne opskrift er lavet til en ismaskine med kompressor. Jeg har ikke afprøvet den på en anden type ismaskine eller helt uden.
ca. 900 ml
Ingredienser
- 115 g pistacienødder, uden skal og usaltede – evt. grønne konditorpistacienødder
- 2 æg
- 140 g sukker
- 3 dl piskefløde
- 2 dl sødmælk
Fremgangsmåde
Rist pistacienødderne på en pande. Blend de lune nødder i en minihakker til de begynder at udskille deres olier og bliver en slags nøddesmør – det tager lidt tid: stop minihakkeren engang i mellem og skrab siderne ned.
Kom mælken i en kasserolle sammen med pistaciemassen og varm det op til det simrer. Slut det og sæt låg på gryden. Lad det stå og køle af og trække i et par timer.
Tag en finmasket sigte over en skål og hæld det pistaciemælken igennem. Pres det godt tørt. Smid resterne af pistaciemassen i sigten ud.
I en anden skål pisker du æggene og sukkeret sammen til en tyk og sej æggesnaps. Æggene skal lysne meget i farven. Tilsæt fløde og pistaciemælk og piske det kort sammen. Hæld det i ismaskinen og følg dens instruktioner.
Når isen er frosset, kommer du den i fryseren. Før servering tages isen ud i god tid. Den bliver ret hård, så den skal lige have et kvarters tid til at bløde lidt op.
