
En lækker frisk udgave af den klassiske kanelsnegl.
Hvis du ikke er til birkes, kan du selvfølgelig bare udelade dem.
Hvis du er til andre former for snegle, så kan du prøve rabarbersnegle eller æble-kanelsnegle.
28-30 stk.
Ingredienser
- 2 dl mælk
- 25 g gær
- 2 spsk sukker
- 2 æg
- 75 g blødt smør
- 1/2 tsk kardemomme
- 1/2 tsk groft salt
- 500 g hvedemel
Remonce
- 150 g blødt smør
- 85 g sukker
- Skallen af 2 citroner, fintrevet
- 2 spsk birkes
Pensling
- Sammenpisket æg
Glasur
- Flormelis
- Saft af 1 citron
Fremgangsmåde
Lun mælken til den er lillefingervarm og hæld det over gæren og sukkeret i en stor skål. Tilsæt æg, blødt smør, kardemomme, salt og hvedemel. Ælt dejen glat og smidig – tilsæt ikke mere mel: dejen skal nok blive mindre klisteret jo mere du ælter. Dæk skålen med et fugtigt klæde og lad dejen hæve i 1 time.
Rør ingredienserne til remoncen sammen. Forbered to bageplader med bagepapir.
Slå dejen ned og del i to dele. Rul hver del ud til en aflang rektangel på ca. 25 × 40 cm – sørg for at dejen hele tiden kan slippe bordet – og fordel remoncen på hver rektangel.
Rul hver plade sammen på den lange led til en roulade. Hver roulade skæres i 14-15 stykker.
Idet du sætter sneglene på bagepladen, bøjer du enden af hver snegl ind under sneglen og sætter den på den løse ende, så den ikke går op under bagningen. Dæk sneglene med et fugtigt klæde og lad sneglene efterhæve i 30 min.
Forvarm ovnen til 225 grader.
Pensl sneglene med æg og bag dem midt i ovnen i ca. 10 minutter.
Lad sneglene afkøle helt på en rist.
Før servering pyntes de med lidt glasur.
