“Mmm… Donuts!” Man ser automatisk Homer Simpson for sig med tungen ud af munden. De er lidt tidskrævende, men ikke besværlige. De kræver en del tid til hævning af flere omgange, men ellers er det meget som at lave en fed bolledej.

Doughnuts er ikke gode at gemme. De skal helst spises frisklavede. Jeg har valgt at lave to slags denne gang: en fyldt med hindbærmarmelade og en glazed. Du kan naturligvis gøre, som du ønsker med dine doughnuts: chokoladeglasur, lyserød glasur (måske med lidt hindbærsaft/pure i for lidt ekstra smag), hvid glasur, krymmel, fyldt med creme, fyldt med smørcreme.. kun fantasien sætter grænser.

Samlet hævetid: 1 time og 10 minutter.

12-14 doughnuts

Ingredienser

Dej

  • 1,75 dl mælk
  • 20 g gær
  • 1 æg
  • 315 g hvedemel
  • 1/2 tsk bagepulver
  • 1/8 tsk kardemomme (kan udelades)
  • 1/8 tsk muskatnød (kan udelades)
  • 55 g blødt smør
  • Olie, smagsneutral (til stegningen)

Glaze

  • 190 g flormelis
  • 1/4 tsk salt
  • 1/4 tsk vaniljeekstrakt
  • 1 dl kold mælk eller vand

Desuden

  • Hindbærmarmelade
  • Sukker
  • Kanelsukker

Fremgangsmåde

Varm mælken op til den er “lillefingervarm”. Hæld den i skålen til din røremaskine og opløs gæren heri. Tilsæt æg, sukker, hvedemel, bagepulver, salt, kardemomme og muskatnød. Lad maskinen køre på lav hastighed indtil dejen har samlet sig. Tilsæt så smørret lidt ad gangen. Ælt dejen i ca. 8 minutter. Den vil tilsidst have sluppet skålen. Smør en anden stor skål let med olie og læg dejen heri for at hæve. Dæk skålen med husholdningsfilm og lad den hæve i 30 min. Herefter vender du dejen på hovedet og lader den hæve yderligere 15 minutter.

Drys let med mel på køkkenbordet og vend dejen ud herpå. Tryk den ud til en rektangel på ca. 2 cm tykkelse. Drys den også ganske let på overfladen med mel og dæk den så med husholdningsfilmen igen og lad den hvile i 15 minutter.

Forbered en bageplade med bagepapir, der er meget let drysset med mel.

Rul dejen ud til den har lidt over 1 cm tykkelse. Brug en 8 cm udstikker og en 2,5 cm udstikker til doughnuthullet. Udstik så mange doughnuts som muligt. Lav et hul i nogle af dem og lad andre forblive hele (hvis du ønsker fyldte doughnuts). Læg doughnutsne på bagepladen. Dejen kan ikke genrulles (hvis du gør det forsvinder luftigheden og dine doughnuts vil blive mere brød-agtige i konsistensen), så derfor kan du sno resterne. Dæk doughnutsne med et viskestykke og lad dem hvile i 10 minutter, mens olien varmer op.

Varm olien op til 190 grader (hvis du ikke har et termometer, kan du teste olien med skaftet af en træske: olien er klar, når der kommer små bobler omkring skaftet). Brug en hulske til at placere et par doughnuts (afhængig af din grydes størrelse) i olien og lad dem stege ca. 1 minut på hver side. Når de er færdige, lægger du dem på en anden bageplade med køkkenrulle, som kan suge fedtet.

Doughnutsne med huller i lader du bare køle helt af, mens de hele doughnuts lader du køle et kort øjeblik på køkkenrullen og så ruller du dem i sukker.
Doughnuthullerne og snoningerne rulles ligesom de hele doughnuts, men i kanelsukker.

Til ring-doughnutsne blandes en glaze af flormelis, salt, vaniljeekstrakt og mælk. Doughnutsne dyppes helt i glazen og placeres på en rist, hvor de kan dryppe af og så er de klar til servering.